Drikker du nok vand?

vand

Har du husket at drikke nok vand i dag? Vi hører det alt for ofte – hvis vi har hovedpine, eller hvis vi er på kur – husk nu at drikke rigeligt med vand! Men hvor meget er rigeligt egentlig? Og hvad er konsekvenserne ved at drikke for lidt eller for meget vand?

Hvor meget vand skal vi have og hvorfor?

Den hurtige tommelfingerregel er, at du skal drikke 2 liter vand om dagen. Men det er kun en tommelfingerregel. Der er forskel på kroppe og behov – måske har du et fysisk krævende job, eller også dyrker du meget motion. Den mere nuancerede huskeregel er, at du skal drikke, hvad der svarer til en tredjedel af din kropsvægt om dagen. Det vil sige, at hvis du vejer 60 kg, skal du drikke 20 deciliter, dvs. 2 liter vand om dagen.

I Danmark drikker vi mere kaffe, te, sodavand og alkohol end vand. Så ét er, at vi ikke drikker nok, men noget andet er, at vi måske drikker det forkerte. Menneskekroppen består af ca. 60 % vand, men det er et cirkatal, der varierer meget efter alder og kropsbygning. Hvis du vejer 60 kg, er de 36 kg af din kropsvægt vand – men ikke i flydende form naturligvis! Vandet er en del af cellerne, og her transporterer det nærings- og affaldsstoffer ud og ind af cellerne. Derudover bliver vand brugt i opbygningen af proteiner i cellerne, ”smørelsen” af dine led, fordøjelsen af din mad og reguleringen af din kropstemperatur.

Tegn på, at du drikker for lidt vand

Det er vigtigt, at du opretholder din væskebalance for at undgå dehydrering, men også overhydrering. Dit vandindtag følger nemlig også talemåden ”alt med måde”. Ligesom alle andre fødevarer og drikkevarer kan for meget vand være skadeligt, fordi nyrerne ikke kan følge med til at udskille nok vand. Det modsatte af overhydrering – dehydrering – er der sandsynligvis en del flere i risikozonen for. Men hvordan mærker vi, at vi er dehydrerede? Her er en liste over tegn på dehydrering:
Tør mund, tørre læber, tør hud: Vandmangel går ud over hudens fugtbalance. Hvis du mangler vand, producerer din krop ikke nok spyt, og dine slimhinder er ikke fugtige.
Hovedpine, svimmelhed: Hvis du ikke indtager nok vand, vil kroppen tære på den væske, som omgiver hjernen, hvilket medfører hovedpine. Det resulterer desuden i, at tilstrømningen af ilt til hjernen reduceres.
Sult: Når du har brug for vand, sender kroppen signaler til hjernen om, at du sulter, og at du skal spise løs. Det er falske signaler om at være sulten, selvom kroppen i virkeligheden er tørstig.
Træthed, dårlig koncentration: Hjernen og blodet består af store mængder vand, så når du ikke får nok, trækker kroppen vand ud af hjernen og blodet. Det får dig til at føle dig træt og ukoncentreret.
Alt i alt er det uhyre vigtigt at få nok vand. Det handler ikke kun om at huske sig selv på det, men også om at skabe nogle strukturer eller vaner i hverdagen, der understøtter et sundt og tilstrækkeligt vandindtag. I institutioner såsom dagtilbud viser erfaringer, at opstilling af gennemstrømskølere får både børn og voksne til at begynde med at drikke mere vand.